
Haveguru, kommunikationsekspert og mediepersonlighed, Signe Wenneberg, fortalte om de forskellige og nogle gange finurlige grønne tiltag, hun ser poppe op rundt omkring i verden og som hun tolker som en ny grøn holdningsændring hos den globale forbruger. Hun viste eksempelvis Julia Roberts optræden i Oprah Show med sin personlige kompostspand, haver på taget i New York og guerrilla gardening som blandt andet inkluderer en ny trend, nemlig mosgrafitti.
Sommerhusprojekt med stor succes
Signe Wenneberg mener, at den bragende succes hun allerede har med sit sommerhus, som ikke en gang er bygget endnu, kan ses som et direkte led i de globale, grønne tendenser. Signes sommerhusprojekt startede, da hun ved et tilfælde opdagede grunden i Tisvilde, forelskede sig i den og købte den. Som udgangspunkt var der egentlig ikke nogen grund til den pludselige forelskelse, for som hun udtalte ”det var måske verdens grimmeste sommerhus, med den grimmeste beplantning og den grimmeste swimmingpool”.
Selve huset stod desværre ikke til at redde, det var også ifølge Signe, bygget i de mest forfærdelige materialer som plastic og trykimprægneret træ. Derfor skal der nu bygges et nyt på grunden. Ideen med det nye hus er, at det skal være et gennemgående grønt byggeri, hvilket betyder, at alle træmaterialer skal være FSC-certificeret og at vinduer, døre og interiør skal være genbrug. Træ bliver det grundlæggende element i sommerhuset, selv tag, fundament og isolering bygges af certificeret træ. Huset er unikt, både fordi det bliver det første 100 procent FSC-hus i verden og samtidig også den første FSC projektcertificering i Danmark.
Dette fokus på antiforbrug var også det der genererede den store interesse på de sociale medier, i form af likes og kommentarer og som hun siger ”det er det vildeste jeg nogensinde har oplevet af run på en historie, folk kommenterede og delte helt sindssygt.”
Samarbejdspartnere
Det grønne sommerhusprojekt, har fået meget opmærksomhed, og der er planlagt et tv-program på en landsdækkende kanal, samt en bog om at bygge grønt og en blog som allerede er gået i luften. Herudover er der mange samarbejdspartnere med på projektet, såsom Tracer, Frøslev Træ, Johannes Fog som deltager fordi de gerne vil være med til at sætte grønt byggeri på dagsordenen og fordi de har en holdning til, hvad det er for noget træ vi bygger med. FSC Danmark er ifølge Signe også en vigtig samarbejdspartner, fordi de bidrager med et bredt netværk.
Gribskov kommune har også meldt sig på banen, da de skal finde ud hvordan man kan inddrage sommerhusområder i en grøn lokalplan og ser en god samarbejdspartner og eksempel i Signe Wennebergs hus, som i øvrigt har fået navnet Brombærhaven.
Grønt byggeri – hvem gider det?
”Der er et marked for grønt byggeri. Det ser man på den opmærksomhed, det hus har fået og det er ikke engang bygget endnu.” siger hun. ”Og hvis jeg skal svare på spørgsmålet: er der nogen der gider grønt byggeri? Så kan jeg kun sige: Jeg har aldrig oplevet en lignende opmærksomhed.” Hun fortæller også, at flere allerede har spurgt, om de kan leje det til at afholde workshops, når det står færdigt.
Til spørgsmålet om, hvad Signe ønsker at opnå med projektet, svarer hun ”Jeg håber, at mit byggeri kan sætte nogle aftryk og bare få gang i en debat. Jeg håber da fremadrettet at alt byggeri bliver FSC – det er min vision. Sådan at det næsten bliver pinligt hvis det ikke er FSC, også for kommercielle byggerier.” slutter hun.
FSC Danmark bakker selvfølgelig op om projektet, og vil bruge det aktivt i forhold til de næste års fokus på byggebranchen og dens interessenter.