Julehilsen

Der var nok ingen, der havde forestillet sig, hvad 2020 skulle bringe, da sidste år gik på hæld. Så først og fremmest sender jeg og sekretariatet vores varmeste tanker til dem, der har været berørt - både økonomisk og rent privat. Og selvom Corona har taget de fleste overskrifter, har året der er gået heldigvis også været et år, hvor vores fælles mission om "Forests For All Forever" oplevede enorm opbakning og fornyet energi.

FSC Danmark gik igennem året med et mål om at aflyse så lidt som muligt og ændrede langt de fleste møder, events og kurser til online arrangementer. Heldigvis med stor opbakning.

Vækst og ambitioner trods svære tider
Efter trekvart år med en global pandemi kan vi se tilbage på et år med fuld knald på, bortset fra et par uger i marts hvor mange ting stod stille. Corona har ikke betydet mindre interesse for FSC, bæredygtig skovdrift og grøn omstilling - selvom mange organisationer og virksomheder har været udfordret - tværtimod. Det kan aflæses på flere måder. Kigger vi på udviklingen i medlemmer i 2020, så har vi set en stigning på 10 % (fra 120 til 132 medlemmer). Der har også været en stigning i antallet af certificerede danske virksomheder på 7 % (fra 813 til 873 certificerede virksomheder og enheder) - og globalt på ca. 9%. Sidst men ikke mindst er det FSC-certificerede skovareal globalt steget med 8 % i 2020 - særligt pga. vækst i Europa.

Det er tal, som gør os glade, men hvad der gør os endnu gladere, er det fællesskab og den ansvarsfølelse omkring bæredygtighed og FSC, som vi mærker, bliver større og større. I vores daglige samtaler med medlemmer oplever vi et højt ambitionsniveau, og det er en stor motivation for os som sparrings- og samarbejdspartner. Konferencen Designing for Sustainability var et af de events, der med stor succes blev gentænkt til et digitalt format.

DFS

Konferencen har fokus på 360 graders bæredygtighed, hvor inspirerende og vidende eksperter og virksomheder giver konkret inspiration til grøn omstilling og ambitiøs bæredygtighed. Designing for Sustainability er med til at understrege nødvendigheden af ikke blot at se på bæredygtighed i de enkelte produkter, men i stedet fokusere på bæredygtighed hele vejen rundt i virksomheder og organisationer. En pointe der er vigtig hos FSC Danmark og som vi tror på er fremtiden for den bæredygtige agenda.

Solitaire Townsend, CEO i Futerra, fortalte til Designing for Sustainability om forbrugernes syn på bæredygtighed i lyset af Corona. Hun talte blandt andet om Futerras seneste undersøgelse, som viste, at 80% af amerikanske og engelske forbrugere er villige til at lave gennemgribende livsstilsændringer til fordel for klimaet på niveau med dem, de oplever i forbindelse med Covid-19. Så på alle måder peger pilen oven på 2020 i retning af endnu mere fart på de bæredygtige løsninger.

Du kan se hele konferencen her.

Stor opbakning til FSC
Corona har ikke betydet mindre interesse for FSC, bæredygtig skovdrift og grøn omstilling - selvom mange virksomheder har været udfordret - tværtimod. Der var stor tilslutning til FSC Danmarks to kampagner FSC UGEN og FSC Friday. Begge kampagner er med til at sætte fokus den forskel, som virksomheder og organisationer er med til at gøre, når de samarbejder med FSC. FSC UGEN 2020 blev kickstartet med virtuel morgenkaffe for alle deltagende organisationer. Kampagnen satte rekord med 62 deltagere, der på forskellig vis satte fokus på FSC og bæredygtig skovdrift i deres markedsføring. Også FSC Friday blev fejret af rekordmange organisationer, og bordpladeleverandøren PFP vandt det danske FSC Friday-trofæ. FSC Friday bruges som en fin anledning til at sætte fokus på FSC og bæredygtig skovdrift blandt medarbejdere.

Opbakningen ses i tallene
Interessen for at kommunikere om FSC ses også i detailbranchen, hvor der i løbet af 2020 har være en vækst på 12 % i licenshavere, der kan bruge FSC-brandet og -varemærker i markedsføring af FSC-mærkede produkter. Det kan nu 102 forhandlere i Danmark.

Biodiversitet

Mere dansk FSC-skov og fokus på biodiversitet
Indsatsen for at øge udbuddet af dansk FSC-certificeret træ til møbel- og træindustrien i samarbejde med skovbruget og industrien fortsatte, og i 2020 har Danmark fået den tredje FSC-skovgruppecertificering, så Haderup Skovservice nu også kan tilbyde skovejere FSC-certificering. Yderligere tre skovejendomme blev FSC-certificeret i løbet af året: Hald Egeskov, Ringkøbing-Skjern Kommunes Skove og Moesgård Museums skove.

FSC Danmark havde flere tiltag på tegnebrættet til 2020, der netop havde biodiversitet som omdrejningspunkt, som desværre ikke kunne afholdes. Temaet til FSC Danmarks årsdag var SAMMEN I SKOVEN - SAMMEN OM BÆREDYGTIGHED, hvor det planlagte program bl.a. lagde vægt på skovbrug, biodiversitet og certificering.

Med støtte fra Nine United-fonden lancerer vi snart hjemmesiden Natur & Skovbrug (pt. beta version), der sætter fokus på naturtiltag i skove, hvor aktiv skovdrift er en forudsætning. Målet er at oplyse om skovnatur og mulige initiativer og prioriteringer, der tilgodeser skovens arter og deres levesteder. For et par måneder siden havde vi en fuld booket og planlagt workshop med deltagelse af private og offentlige skovejere/forvaltere samt skovbrugsorganisationer, der desværre måtte aflyses.

Så snart omstændighederne tillader det, gennemføres både programmet til årsdagen og workshoppen.

Ny film

NY FILM
Det bæredygtige byggeri begynder helt ude i skoven. Det lavede Troldtekt en fin film om tidligere på året, hvor FSC Danmarks direktør, Søren Dürr Grue, fortæller, hvordan en FSC-certificeret skovejer tager hensyn til eksempelvis biodiversitet i sin skovdrift.

Generalforsamling 2020

GENERALFORSAMLING 2020
FSC Danmarks generalforsamling 2020 blev afholdt online. Dagen bød på opdatering på FSC’s arbejde og udvikling nationalt og globalt, bestyrelsesvalg og inspirerende indspark fra Flemming Møldrup fra Märk under titlen ”Ansvarlige virksomheder klarer sig bedst i kriser”.

Webinar

FORUM FOR BÆREDYGTIGE INDKØB
I løbet af året var FSC Danmark aktive i Forum for Bæredygtige Indkøb. Her var Morten Brodde fra FSC Danmark bl.a. tovholder på afholdelsen af et webinar om bæredygtigt træ og papir i det offentlige og en quickguide med fem anbefalinger til offentlige organisationer, der gerne vil sikre indkøb af produkter af ansvarligt træ.

Projekstandard

NY PROJEKTSTANDARD
FSC Danmark lancerede en ny projektstandard, der giver byggefirmaer, modulproducenter og lign. en simpel løsning på FSC-certificering af konkrete projekter. I løbet af 2020 blev der afholdt webinarer og lavet gratis vejledningsmaterialer.

Masai

FØRSTE MODEBRAND FSC-CERTIFICERET
Masai blev som det første danske modebrand FSC-certificeret i 2019, og i 2020-efterårskollektion præsenterede virksomheden de første FSC-mærkede styles, hvor viskosen er lavet af træfibre fra bæredygtig skovdrift og andre kontrollerede kilder.

Byg smart fra start

NY KAMPAGNE
Træ er et fantastisk materiale, og i 2020 lancerede FSC Danmark guiden Byg Smart fra Start i samarbejde med EnergiTjenesten. Guiden viser, hvordan du kan bygge og samtidig belaste klimaet så lidt som muligt ved at være bevidst om materialevalget.

Lesser known

TROPISK TRÆ PÅ DAGSORDENEN
Arbejdet for at fastholde en bæredygtig samhandel med de tropiske lande gennem FSC-certificeret tropisk træ fortsatte i 2020. F.eks. blev databasen med cases og inspiration til mindre kendte træarter udvidet med nye sprog og flere cases. Et stort projekt med deltagelse i messer for tropisk træ og byggeri er på stand-by, men vender stærkt tilbage, når det igen er muligt.