Bridge Walk

Building Green fokuserer på bæredygtige løsninger inden for byggeriet, og eventen tiltrak i alt 2.441 besøgende. 77 udstillere var repræsenteret, herunder flere FSC-certificerede virksomheder; A. Rindom A/S, Frøslev Træ A/S, IdealCombi A/S, Superwood A/S, Thors Design, Troldtekt A/S og Velux Danmark A/S. Flere af de certificerede virksomheder synliggjorde deres brug af bæredygtigt træ med FSC-logoet på deres stande.

”Vi havde en god messe med masser af interesse, og torsdag væltede det nærmest ind med studerende, som fik præsenteret det nylancerede undervisningsmateriale ’Bæredygtigt træ i håndværket’”, siger Kristian Jørgensen, Projektkoordinator i FSC Danmark.

Bridge Walking
En af de helt store trækplastre på FSC Danmarks messestand var Bridge Walking, en tur arrangeret af FSC Danmark til Kulbro View, en udsigtsplatform på Aarhus’ Sydhavn, som er opført i 17 forskellige mindre kendte tropiske træarter.

På turen fortalte Kristian Jørgensen om projektet Kulbro View, som har til formål at formidle og øge anvendelsen af mindre kendte tropiske træarter i dansk byggeri og fortælle historien om tropisk træs bidrag til bæredygtig udvikling i de tropiske egne.

I løbet af messen arrangerede vi tre ture til Kulbro View, og i alt deltog ca. 70 personer med forskellig baggrund med fælles interesse for bæredygtig byudvikling.

Offentlige bygherrer vil mere bæredygtigt træ
På messen havde vi også en god dialog med flere offentlige bygherrer, som viste interesse for FSC og bæredygtigt byggeri. Generelt er der et ønske om at gøre mere for at implementere krav om bæredygtigt træ, og der var derfor stor interesse for FSC Danmarks hjælpe- og inspirationspakke, som netop henvender sig til de offentlige organisationer.