Certificeringskrav (CoC)

FSC’s CoC-certificeringskrav omhandler primært sporbarhed på de FSC-certificerede materialer og produkter, som din virksomhed køber og sælger, uanset om I er en produktions- eller handelsvirksomhed. Hertil kommer en række ledelsessystemkrav, som man også kender fra andre certificeringsordninger- og systemer.

FSC-certificeringskrav

Ansvarlige skovmaterialer

Med en FSC-sporbarhedscertificering ved din virksomhed, at jeres FSC-certificerede produkter er lavet af træ fra veldrevne skove og andre ansvarlige kilder, som kan være genbrug og kontrolleret træ. Med få undtagelser gælder FSC’s krav, også andre skovbaserede materialer, der ikke består af træ, og som I ønsker at videresælge med FSC-status eller anvende i FSC-certificerede produkter med andre materialer fra skoven. Disse materialer er også kendt som ”Non Timber Forest Products” (NTFP’er) eller på dansk ”Ikke-træbaserede Skovprodukter”. Eksempler på de ikke-træbaserede skovmaterialer er harpiks, bambus, kork, gummi, rattan, som kan findes i skove rundt omkring i verden.

Ansvarlige skovmaterialer

 

Krav om sporbarhed og ledelsessystem

FSC’s sporbarhedsstandard (FSC-STD-40-004) stiller krav til, at I har sporbarhed på de FSC-certificerede materialer og produkter, som din virksomhed køber og sælger, uanset om I er en produktions- eller handelsvirksomhed (med lager eller ej). Hertil kommer en række ledelsessystemkrav, som man også kender fra andre certificeringsordninger- og systemer.


Certificeringen kræver blandt andet, at virksomheder kan adskille FSC-certificerede materialer fra ikke-godkendte materialer fra modtagelse og gennem lager, eventuel produktion, afsendelse og til salg og har procedurer, der sikrer dette. Certificeringen kræver også, at man via registrering kan dokumentere, at salget af FSC-certificerede produkter stemmer overens med indkøbet af FSC-certificerede produkter og lagerbeholdning.


Nedenfor kan du se en oversigt over FSC’s sporbarhedskrav (FSC-STD-40-004) og uddybende informationer og eksempler for hver del af standarden. Bemærk, at oversigten er ikke en udtømmende gengivelse af kravene fra standarden. Nederst på siden kan du downloade den fulde standard på dansk og se alle FSC-kravene og beskrivelserne af dem.

Certificeringskravene

  1. CoC-ledelsessystem

    Kravene til et FSC-ledelsessystem omfatter blandt andet krav om, at der skal være udpeget en certificeringsansvarlig og nøgleansvarlige, at der skal være skriftlige procedurer, at relevante medarbejdere skal oplæres i procedurerne, at den certificerede virksomhed skal leve op til lovgivning vedrørende arbejdsmiljø og sikkerhed og have procedurer herfor. Samtidig er der krav til, at virksomheder skal have en erklæring vedrørende FSC’s grundlæggende krav til arbejdstagerrettigheder. Virksomheder skal også vedligeholde en egenvurdering (bilag D), der beskriver, hvordan virksomhederne lever op til disse krav.

  2. Indkøb af materialer

    FSC’s krav til indkøb af materialer omfatter krav om, at man jævnligt skal kontrollere FSC-certificerede leverandørers certifikater og certifikatoplysninger, at man ajourfører en liste over FSC-certificerede leverandører, at man skal kontrollere indkøbs- og leveringsdokumentation, det vil sige fakturaer og følgesedler, og at de FSC-certificerede produkter, man sælger, kun indeholder tilladte inputs og korrekte FSC-claims (eksempelvis FSC 100% og FSC Mix 70%).


    Hvis man køber ikke-FSC-certificerede genbrugsmaterialer og ønsker at anvende dem i FSC-certificerede produkter eller sælge dem videre som FSC Recycled, så skal man i tillæg til FSC-CoC-standarden certificeres efter FSC-STD-40-007, som kan downloades her.


    Hvis man køber ikke-FSC-certificerede materialer (jomfruelige fibre) og ønsker at anvende dem i FSC-certificerede produkter eller sælge dem videre som FSC Controlled Wood, så skal man i tillæg til FSC-CoC-standarden certificeres efter FSC-STD-40-005, som kan downloades her.

  3. Håndtering af materialer

    FSC kræver, at virksomheder, som håndterer FSC-certificerede materialer og tilladte inputs, skal sikre adskillelse, hvis der er risiko for, at ikke-tilladte inputs kan blandes sammen med de FSC-certificerede og tilladte materialer. Det kan være fysisk adskillelse, tidsmæssig adskillelse, via identifikation af materialer eller en blanding af én eller flere af disse metoder.

  4. Registrering af FSC-materiale og -produkter

    FSC’s sporbarhedsstandard stiller krav om, at man skal registrere specifikke oplysninger om FSC-certificerede materialer og produkter, som er omfattet af et FSC-certifikat. Det drejer sig eksempelvis om mængder og materialernes FSC-claim (eksempelvis FSC 100% og FSC Mix 70%). Virksomheder, der certificeres efter procent- eller kreditsystemet, skal også registrere henholdsvis procentberegninger eller kreditkonti.


    Herudover skal man lave en årlig volumenopgørelse per produktgruppe, og herunder per FSC-claim, man er certificeret til, der viser, at mængderne af outputprodukter solgt med FSC-claims stemmer overens med inputmængderne, enhver eksisterende lagerbeholdning, og produktgruppens konverteringsfaktor(er) (hvis relevant).

     

    For virksomheder, der producerer FSC-certificerede produkter / ændrer produkternes volumen eller vægt, er der også et krav om, at man udregner en konverteringsfaktor for produktionsprocessen.

  5. Salg

    FSC stiller krav til, at salgsdokumenter og følgesedler (eller anden leveringsdokumentation udstedt af den certificerede virksomhed) vedrørende FSC-certificerede produkter indeholder en række specifikke oplysninger. Det drejer sig om gængse oplysninger såsom produktnavn/beskrivelse og mængder samt produkternes FSC-claim og virksomhedens FSC-CoC-kode. Hvis fakturaen følger med det fysiske produkt, kan man udelade FSC-oplysninger på følgesedler og lignende.

  6. Overensstemmelse med lovgivning om træprodukters lovlighed

    For at understøtte lovgivning om træprodukters lovlighed kræver FSC, at man har procedurer, der sikrer, at eksport og import af FSC-certificerede produkter lever op til alle gældende handels- og toldbestemmelser. FSC kræver også, at man på anmodning giver sine kunder information om FSC-certificerede produkters træarter og træets hugstland(e).

  7. FSC’s grundlæggende krav til arbejdstagerrettigheder

    FSC kræver, at virksomheder ikke gør brug af børnearbejde, afskaffer alle former for tvungent og pligtmæssigt arbejde, sikrer, at der ikke forekommer forskelsbehandling i arbejds- og ansættelsesforhold, og at virksomhederne respekterer foreningsfriheden og retten til kollektiv forhandling. Kravene skal overholdes på en sådan måde, at der tages hensyn til national lovgivning på området, samtidig med at målene med kravene opfyldes.

  8. Etablering af produktgrupper til kontrol af FSC-claims

    FSC kræver, at man grupperer sine FSC-certificerede produkter i produktgrupper for at kontrollere deres FSC-output claims (den FSC-betegnelse et produkt har, eksempelvis FSC 100% og FSC Mix 70%) og eventuel FSC-mærkning. For at være i samme produktgruppe skal FSC-certificerede produkter:

     

    • tilhøre samme produkttype jf. FSC-STD-40-004a
    • kontrolleres efter det samme FSC-kontrolsystem (se 9, 10 og 11 nedenfor)

     

    Er man certificeret efter FSC’s procent- eller kreditsystem gælder der et supplerende krav om, at produkter i samme produktgruppe skal have samme konverteringsfaktor og være fremstillet af samme inputmateriale eller samme kombination af inputmaterialer (samme eller ækvivalente/ensartede). Produktgrupperne skal listes i en produktgruppeliste.

  9. Transfersystemet

    De fleste FSC-certificerede virksomheder bruger transfersystemet til deres FSC-certificerede produkter. Det bruges eksempelvis af trykkerier, handelsvirksomheder, grossister og distributører. Transfersystemet kan anvendes til alle typer af produktgrupper, FSC-claims og aktiviteter.


    Transfersystemet er det mest simple af FSC’s tre kontrolsystemer, da de fleste virksomheder, som bruger det, køber FSC-certificerede produkter med et specifikt FSC-claim (eksempelvis FSC 100%) og sælger produkterne med samme FSC-claim til deres kunder samt adskiller FSC-certificerede produkter fra ikke-certificerede i virksomhederne. Et eksempel er et trykkeri, som bruger FSC Mix Credit indkøbt papir til at producere en tryksag, som sælges til en kunde som FSC Mix Credit og mærkes med FSC MIX-mærket. 


    Producerende virksomheder som møbelproducenter, producenter af byggematerialer og lignende kan også bruge transfersystemet, hvor materialer med en eller flere af følgende FSC-claims kan blandes i en produktion, og hvor det laveste anvendte input FSC-claim anvendes til det færdige produkts outputclaim: FSC 100%, FSC Recycled Credit, FSC Mix Credit, FSC Recycled 70%, (eller højere) eller FSC Mix 70% (eller højere). En handelsvirksomhed eller lign. kan også blande ovenstående FSC-claims og nedgradere til laveste FSC-claim, hvis dette er nødvendigt.

  10. Procentsystemet

    Mange producenter anvender procentsystemet, eksempelvis papirfabrikker, snedkere, møbelproducenter og lignende. Procentsystemet kan anvendes til FSC Mix- og FSC Recycled-produktgrupper. Procentsystemet må også anvendes til produkter med “FSC Small and Community”-mærket.

    Procentsystemet kan ikke anvendes til følgende aktiviteter:

     

    • salg af produkter med FSC 100%-outputclaim,
    • handel med og distribution af færdige træprodukter og papir (f.eks. papirgrossister),
    • handel uden fysisk besiddelse,
    • handel med og forarbejdning af ikke-træbaserede skovprodukter (NTFP’er), bortset fra bambus og NTFP’er, der stammer fra træer (f.eks. kork, harpiks, bark).

     

    Hvis et FSC Mix-produkt skal kunne mærkes og promoveres med FSC’s varemærker i kommunikation og markedsføring, kræver procentsystemet, at minimum 70% af et produkts skovbaserede dele består af claimbidragende materialer, således at produktet minimum kan sælges med et FSC Mix 70%-claim. Claimbidragende materialer, der bidrager til de 70%, er:

     

    • FSC 100% (100% af materialet tæller med)
    • FSC Mix Credit (100% af materialet tæller med)
    • FSC Recycled Credit (100% af materialet tæller med)
    • Post-consumer genbrug (100% af materialet tæller med)
    • Pre-consumer genbrugspapir (100% af materialet tæller med)
    • FSC Mix xx% (procentandelen tæller med)
    • FSC Recycled xx% (procentandelen tæller med)

     

    De resterende 30% eller derunder skal bestå af kontrolleret træ / FSC Controlled Wood og/eller pre-consumer genbrugstræ. Produkter, der ikke lever op til 70%-tærsklen, kan godt sælges med et FSC xx%-claim på fakturaen, men kan IKKE promoveres med FSC’s varemærker eller mærkes med FSC’s on product-mærke.

    Virksomheder, der anvender procentsystemet, skal monitorere og udregne procentberegninger, der viser og sikrer, at deres FSC Mix xx%-certificerede produkter lever op til ovenstående krav.

  11. Kreditsystemet

    Forskellige produktionsvirksomheder bruger kreditsystemet, herunder papirproducenter og savværker. Kreditsystemet kan anvendes til FSC Mix- og FSC Recycled-produktgrupper.

    Kreditsystemet kan ikke benyttes til følgende aktiviteter:

     

    • salg af produkter med FSC 100%-outputclaimet,
    • handel med og distribution af færdige træprodukter og papir (f.eks. papirgrossister),
    • handel uden fysisk besiddelse,
    • handel med og forarbejdning af ikke-træbaserede skovprodukter (NTFP’er), bortset fra bambus og NTFP’er, der stammer fra træer (f.eks. kork, harpiks, bark),
    • trykprocesser,
    • salg af produktgrupper med “FSC Small and Community”-mærket og/eller -claimet.  

     

    Med kreditsystemet kan virksomheder sælge en andel af deres produkter med FSC Mix Credit-claimet svarende til mængden af de claimbidragende materialer, som virksomhederne har købt inden for en FSC-produktgruppe. Hver gang virksomhederne køber claimbidragende materialer, indsættes de tilsvarende mængder på en kreditkonto for produktgruppen. Har man kreditter nok til en given ordre, kan man sælge/producere den som FSC Mix Credit, og så fratrækker man de anvendte kreditter fra kontoen, i takt med at de anvendes til FSC-ordrer. Kreditter forældes 24 måneder efter, de er indkøbt. De claimbidragende materialer, der kan indsættes på en FSC-kreditkonto med deres respektive mængder, er:

     

    • FSC 100% (100% af materialets mængde kan indsættes)
    • FSC Mix Credit (100% af materialet kan indsættes)
    • FSC Recycled Credit (100% af materialet kan indsættes)
    • Post-consumer genbrug (100% af materialet kan indsættes)
    • Pre-consumer genbrugspapir (100% af materialet kan indsættes)
    • FSC Mix xx% (procentandelen kan indsættes)
    • FSC Recycled xx% (procentandelen kan indsættes)

     

    Kreditsystemet tillader, at de claimbidragende materialer blandes med ikke-claimbidragende materialer inden for deres produktgruppe. De ikke claim-bidragende materialer skal i så fald være kontrolleret træ / FSC Controlled Wood og/eller pre-consumer genbrugstræ.

  12. Krav til FSC-mærkning

    Ønsker virksomheder at FSC-mærke deres produkter, så skal det konkrete FSC-mærke, der anvendes, stemme overens med det FSC-claim (eksempelvis FSC 100%), som produkterne er solgt med:

     

    • FSC 100% claim = FSC 100% mærke
    • FSC Mix 70% (eller derover) claim = FSC Mix mærke
    • FSC Mix Credit claim = FSC Mix mærke
    • FSC Recycled 70% (eller derover) = FSC Recycled mærke
    • FSC Recycled Credit = FSC Recycled mærke

    Kun FSC-certificerede produkter, der har ovenstående FSC-claims, kan mærkes og må promoveres med FSC’s varemærker i markedsføring og kommunikation.

  13. Outsourcing

    FSC-CoC-standarden tillader, at FSC-certificerede virksomheder outsourcer aktiviteter, som er omfattet af deres certifikat til FSC-certificerede og/eller ikke-FSC-certificerede underleverandører, hvis en række betingelser er opfyldt. Der gælder blandt andet krav om, at der skal laves outsourcingaftaler med underleverandørerne, at virksomhedernes certificeringsorganer skal godkende dem, at underleverandørerne skal have procedurer, og at de FSC-certificerede virksomheder, som outsourcer, skal beholde det juridiske ejerskab over alle outsourcede materialer under outsourcingaftalen.

  14. Kvalifikationskriterier for individuel, multi-site- og gruppe-CoC-certificering

    Del 14, 15 og 16 i FSC-sporbarhedsstandarden beskriver de kriterier, der skal være opfyldt, for at man få en individuel FSC-certificering, en multi-site-certificering eller et gruppecertifikat. Dette afklares normalvis i dialogen med det certificeringsorgan, som skal udstede FSC-certifikatet.
     

Kom godt i gang

Nedenfor kan du downloade et udvalg af FSC’s standarder og vejledningsmaterialer, som kan hjælpe jer med certificering. Du kan finde flere materialer her.

Standard for sporbarhedscertificering (FSC-STD-40-004 V3-1 EN)
PDF, Size: 831.69KB
Standard for sporbarhedscertificering (FSC-STD-40-004 V3-1) (Vejledende oversættelse DA)
PDF, Size: 702.93KB
Standard for certificering af flere enheder / multi-site-certificering (FSC-STD-40-003 V2-1 EN)
PDF, Size: 399.78KB
FSC-produktklassifikationer (FSC-STD-40-004a_V2-1_EN)
PDF, Size: 172.55KB
Standard for brug af genbrugsmaterialer i FSC-produktgrupper og -projekter (FSC-STD-40-007_V2-0_EN)
PDF, Size: 374.06KB
Standard for brug/indkøb af FSC Controlled Wood (FSC-STD-40-005 V3-1 EN)
PDF, Size: 1.16MB
Standard for FSC-certificerede virksomheders brug af FSC-varemærker (FSC-STD-50-001 V2-1 EN)
PDF, Size: 1.07MB
Kom i gang med FSC-CoC-certificering
PDF, Size: 1.47MB
FSC-mærkerne
PDF, Size: 783.36KB
FSC-CoC-procedureskabelon med eksempeltekster
DOCX, Size: 941.82KB

Mere information om certificering

Certificeringsprocessen fra A-Z

Kom godt i gang med certificeringsprocessen, der starter med, at din virksomhed skal indhente et tilbud på certificering hos et FSC-godkendt certificeringsorgan eller en gruppeadministrator.

Certificeringstyper

Der er tre certificeringstyper inden for FSC-CoC-certificering. Individuel certificering, gruppecertificering og multi-site-certificering. Hvilken certificeringstype din virksomhed skal vælge, afhænger blandt andet af jeres behov, størrelse og den type organisation I er.

Gruppecertificering er en god løsning for mange mindre virksomheder

Er I en mindre virksomhed, kan FSC-gruppecertificering være en nemmere vej til at blive certificeret og administrere certificeringen i det daglige. For at blive FSC-certificeret gennem en gruppe, hvor andre virksomheder også er certificeret, må din virksomhed højest have, hvad der svarer til 15 fuldtidsansatte eller højest 25 ansatte og en omsætning under 1.000.000 US dollars årligt.

Omkostninger til certificering

Den eksterne udgift til certificering varierer fra virksomhed til virksomhed. De eksterne certificeringsomkostninger omfatter en afgift til FSC International, som driver og udvikler FSC-systemet, og prisen for at få et eksternt FSC-godkendt certificeringsorgan til at udstede og kontrollere jeres certificering.

FSC Recycled bord fra Thors Design (foto: Thors Design)

FSC har et mærke og en certificeringsløsning til produkter lavet af genanvendte materialer, som hedder FSC Recycled. For at kunne mærke og sælge produkter som FSC Recycled skal man kunne dokumentere, at de er lavet af genanvendt materiale og lever op til de fleste af de andre certificeringskrav i FSC’s CoC-standard.

ILO-krav i CoC-kæden

På denne side kan du finde et stort udvalg af vejledningsmaterialer vedrørende FSC’s krav til arbejdstagerrettigheder for FSC-certificerede virksomheder såsom en dansk præsentation af kravene og en dansk redigerbar egenvurdering med eksempler på dokumentation og relevant dansk lovgivning. Du kan også finde links til webinarer og internationale materialer om FSC’s krav til arbejdstagerrettigheder.

FSC-sporbarhedscertificering

Ønsker din organisation at sælge produkter af skovbaserede materialer videre som FSC via salgsdokumenter, at kunne mærke dem med jeres eget FSC-mærke eller producere/ændre produkter, der skal sælges videre som FSC? Så skal I have en FSC-sporbarhedscertificering (CoC). Det giver jer også mulighed for at bruge FSC’s logo og mærker i markedsføring.

Kontakt FSC Danmark, hvis du har spørgsmål til FSC-sporbarhedscertificering.

Find certificeringsorganer

Da vi følger armslængdeprincippet, er det ikke FSC-organisationen selv, der udsteder og kontrollerer FSC-certifikater. Det gør FSC-godkendte tredjeparts certificeringsorganer. I Danmark er der pt. fem godkendte certificeringsorganer, som I kan kontakte for at få et tilbud på FSC-certificering. Mindre virksomheder og skovejendomme har mulighed for at blive certificeret gennem en gruppecertificering, hvor en gruppeadministrator står for kontrollen og udstedelsen af certifikatet.